Her kan du læse udtalelser fra deltagere på foredrag og workshops.
Anette trængte ind under huden hos de ældre herrer
I Humlebæk Nivå Rotary Klub er vi ca. 40 videbegærlige medlemmer, der mødes ca. 2 timer en gang om ugen, og et af de faste programpunkter på møderne i klubben, er besøg af spændende personligheder med en relevant substantiel viden, som de har lyst til at dele. I den sammenhæng havde vi besøg af Anette, som i sit foredrag gavmildt delte ud af sin store viden om helt centrale punkter i det at være menneske.
Klubbens medlemmer er overvejende ældre herrer, der som udgangspunkt har en traditionel og udpræget berøringsangst i forhold til at beskæftige sig med bløde kvindelige værdier, men på trods af det, lykkedes det Anette at trænge ind under den hærdede hud hos de fleste. Især en øvelse, hvor deltagerne, med lukkede øjne, skulle forsøge at opnå en bevidsthedstilstand, hvor de mentalt var tilstede i nuet, tog kegler. Begejstringen har været så stor, at vi har set os nødsaget til at inviteret Anette igen, og hun har sagt ja til denne gang at bidrage med et foredrag om mindfulness.